Førstehjælp til kæledyr

Førstehjælp til dyr handler ikke om at stille en diagnose eller om at behandle selv. Det handler om at gøre de rigtige få ting i de første minutter, holde dyret i live og komme sikkert til en dyrlæge. Mange skader bliver faktisk værre af velmente indgreb, og derfor er det nyttigt at kende både de greb, der hjælper, og de fejl, der gør skade. Denne artikel gennemgår de situationer, en dyreejer oftest møder.

Først: sikkerhed for dig og dyret

Et dyr, der har ondt eller er bange, kan bide, også når det normalt er kærligt. Før du rører ved dyret, så sørg for, at du ikke selv kommer til skade. Tal roligt, nærm dig langsomt fra siden og undgå at lægge hånden tæt på munden. Hvis dyret er en kat, kan et håndklæde over kroppen og hovedet gøre det lettere at løfte den. Et mundkurv kan være nødvendigt, og selv en snor viklet forsigtigt om snuden kan bruges i en nødsituation, hvis dyret ikke kaster op eller har svært ved at trække vejret.

Blødninger

Ved en blødning fra et sår eller en pote lægges et rent tryk med en gaze eller et rent klæde, og trykket holdes i flere minutter uden at løfte for at se efter. Hvis blodet trænger igennem, lægges et nyt lag ovenpå i stedet for at fjerne det første. En genstand, der sidder fast i såret, må ikke trækkes ud, da den kan holde på en blødning. Ved en kraftig blødning fra et ben eller en hale kan en stram forbinding over såret hjælpe, men den skal løsnes, hvis poten bliver kold eller hæver. Herefter skal dyret til dyrlæge hurtigst muligt.

Blokerede luftveje og vejrtrækningsbesvær

Hvis et dyr har svært ved at trække vejret, er det en akut situation. Nogle gange sidder der noget i halsen, men ofte er årsagen noget andet, og forsøg på at trække en genstand ud med fingrene kan skubbe den længere ned. Hold dyret roligt, undgå at stramme noget om halsen, og kør til dyrlægen med det samme. En hund, der hoster kraftigt og har blåligt tandkød, eller en kat, der ånder med åben mund, skal ses øjeblikkeligt. Åndedrætsbesvær er blandt de tegn, der sjældent bliver bedre af at vente.

Forgiftning

Ved mistanke om forgiftning er det vigtigste at fjerne dyret fra kilden og at ringe til en dyrlæge. Fortæl, hvad dyret har spist, hvor meget og hvornår, og tag emballagen eller et billede med. Det er ikke en god idé at forsøge at få dyret til at kaste op, medmindre en dyrlæge udtrykkeligt har bedt om det, fordi nogle stoffer gør mere skade på vej op igen. Nogle af de mest almindelige forgiftninger i et hjem kommer fra chokolade, rosiner, løg og hvidløg, visse planter, sneglmidler og menneskelig medicin som paracetamol og ibuprofen, der er særligt farlig for katte.

Varmeslag og underafkøling

En hund i en varm bil eller på en lang tur i solskin kan få varmeslag, som viser sig ved kraftig åndenød, savlen, rødme og sløvhed. Dyret skal flyttes til et køligt sted, og pelsen og poterne kan fugtes med lunkent vand, mens man kører mod en dyrlæge. Iskoldt vand og isterninger er ikke en god idé. Den modsatte situation, underafkøling, ses efter et fald i koldt vand eller efter længere ophold i kulde. Her skal dyret varmes langsomt op med tæpper og kropsvarme, og det bør ses af en dyrlæge, fordi komplikationer kan komme senere.

Sår, brud og fald

Hvis et dyr har brækket et ben eller hofterne er skadet, bør det ikke bæres på en måde, der belaster skaden. En hund kan løftes med en arm under brystet og en under bagpartiet, og en kat løftes med støtte under hele kroppen. Et åbent sår dækkes med et rent klæde, men det må ikke renses med sprit eller brintoverilte, som skader vævet. Ved fald fra højder eller påkørsel skal dyret undersøges, selv om det rejser sig og går, fordi indre skader kan vise sig først senere.

Kramper og bevidstløshed

Ved kramper er det vigtigste at forhindre, at dyret slår sig. Flyt møbler og genstande væk, læg noget blødt under hovedet, og læg ikke noget i munden. Tag tid på anfaldet, hvis du kan, og kør til dyrlægen, når det er overstået. Hvis et dyr er bevidstløst, skal det holdes varmt, og vejrtrækningen følges, mens man ringer efter hjælp. Et dyr, der er bevidstløst efter et traume, skal ikke rystes eller løftes mere end højst nødvendigt.

Et kursus gør en forskel

Flere danske klinikker holder førstehjælpskurser for dyreejere, hvor man kan øve sig på dukker og få gennemgået grebene i rolige omgivelser. Det er en af de ting, der er svære at læse sig til, og som bliver lettere, når man har prøvet det én gang. Kurset giver også lejlighed til at stille spørgsmål om netop det dyr, man har derhjemme, og til at finde ud af, hvor den nærmeste dyrlægevagt ligger. Læs mere om, hvad der sker på en klinik, i sygdom og akut hjælp og om akut hjælp og dyrlægevagt.

Hvad et førstehjælpskit bør indeholde

Et enkelt kit til hjemmet eller bilen dækker de fleste situationer. Det bør indeholde gaze og en selvklæbende forbinding, et par handsker, en ren pincet, en lille saks med afrundede spidser, steril kompres og en rulle tape. Et mundkurv eller en snor, der kan bruges som midlertidigt mundkurv, er nyttigt ved smerter, og et tæppe holder dyret varmt under transport. Det er også en god idé at have dyrets vaccinationskort og forsikringsoplysninger i samme taske. Kit'et skal tjekkes en gang om året, så forbindinger og handsker stadig er intakte og rene.

Hvornår et telefonopkald er nok

Ikke alle situationer kræver en tur til klinikken med det samme. Nogle gange er det rigtige svar et telefonopkald, hvor dyrlægen kan vurdere situationen og give en plan. Det gælder for eksempel, hvis dyret har spist noget ufarligt i en lille mængde, hvis et sår er overfladisk og ikke bløder, eller hvis et dyr har kastet op én gang og derefter virker upåvirket. Til gengæld bør man ikke bruge telefonen som erstatning for en undersøgelse, når dyret har svært ved at trække vejret, har kramper eller er bevidstløst. Er man i tvivl, er et opkald altid det rigtige første skridt, fordi dyrlægen kan hjælpe med at vurdere alvorligheden.

Kilder og øvelse i praksis

Generelle forklaringer på skader og akutte tilstande findes hos Netdyredoktor, der udgives i samarbejde med danske dyrlæger. Ved enhver akut situation er det en dyrlæge, der vurderer dyret, og et telefonopkald er altid det første skridt. Læs også om operation hos dyrlægen, hvis dit dyr skal opereres.